Team Esbjerg Elitehåndbold tilbyder talenter - den sunde vej til toppen af dansk damehåndbold.
I Team Esbjerg Elitehåndbold har vi efterhånden mange års erfaring i at udvikle talenter i et sundt elitemiljø med plads til det hele menneske. Bl.a. med afsæt i eliteklassesamarbejdet på Vitaskolen har vi været med til at sikre, at vores talenter får optimale betingelser for at kombinere seriøs skolegang med seriøs håndboldtræning. Det er vigtigt for os, at skole og sport ikke spænder ben for hinanden, og derfor er vores talentprojekter baseret på en struktur, der giver vores unge elitehåndboldspillere gode muligheder for at udvikle sig fagligt, personligt og samtidig blive bedre håndboldspillere. I vores forskellige talentprojekter sikres der altid et højt niveau i træningen, som gør det muligt for den enkelte spiller at udvikle sig meget - både individuelt og i samspillet med andre. Der er tale om en målrettet, individuelt og tilpasset træning, der tilrettelægges i samarbejde mellem trænerne i DUH Esbjerg (Team Esbjerg HK/SGI Håndbold) samt Team Esbjerg Elitehåndbold, der er overordnet koordinator for processerne.
Alle trænere med tilknytning til projektet er dygtige og har stor erfaring med elitehåndbold enten som træner, spiller eller begge dele. Dette for at sikre at træningen foregår på højest mulige niveau og i en atmosfære, der kan afføde nye konkurrencedygtige ligaspillere. Kulturen er nemlig vigtig for os, fordi det at blive elitespiller handler om at lære de værdier og dyder, der hører en elitekultur til. Derfor er det også vigtigt for os, at vores egne ligaspillere og ligatrænere er en del af vores talentprojekter, så de i samarbejde med vores meget kompetente ungdomstrænere kan vise vores talenter vejen og motivere dem.
Der skal ikke herske tvivl om, at en stor del af Team Esbjerg Elitehåndbolds værdisæt er baseret på ønsket om at skabe vores egne ligaspillere, og derfor prioriteres talentarbejdet og miljøet omkring det højt. Det betyder også, at der er stor fokus på uddannelsesaspektet, idet det er nødvendigt at have styr på den del for at kunne hellige sig håndbolden helt og få frigivet kræfter til at kæmpe for at nå med i toppen af dansk damehåndbold.